|

Hvad er god trykkvalitet ?

Det er en gammel vittighed blandt trykkere, at et godt tryk er kendetegnet ved at kunden kommer tilbage – og ikke tryksagen. Det kan der naturligvis være en vis sandhed i. Hvis kunden er tilfreds, hvilken betydning har det så om kvaliteten kunne have været endnu bedre, hvis man fx havde trykt med lidt mere farve? Men med denne holdning er der en risiko for, at man kommer til at forveksle kundens grad af tilfredshed med graden af den leverede kvalitet. Når det drejer sig om begrebet ”Tilfredshed”, så er der jo to afgørende faktorer:
Tilfredshedsgrad = Virkelighed : Forventning
Hvis kunden har meget høje forventninger er det svært at stille ham tilfreds, hvorimod kunden altid vil være tilfreds hvis han har lave forventninger. Hvis kunden har normale realistiske forventninger, vil tilfredshedsgraden afhænge af den oplevede virkelighed (den leverede kvalitet). Hermed antydes det, at ”det gode tryk” ikke nødvendigvis har noget at gøre med kundens personlige smag og meninger – om end det naturligvis er kunden der både har bestilt og betalt for trykket. Så hvis kunden ønsker ”et mindre godt tryk” skal han naturligvis være velkommen til at købe et sådan.
Begrebet ”det gode tryk” kan ligestilles med begrebet ”god trykkvalitet”. Det skal i den forbindelse præciseres, at der er forskel på ”trykkvalitet” (det gode tryk) og ”tryksagens kvalitet” (den gode tryksag). Idet førstnævnte kun er et delfragment af sidstnævnte. Der ligger dog stadig en stor risiko for, at trykkets visuelle fremtræden igen vurderes i forhold til kundens forventninger og dermed får indflydelse på afgørelsen: god eller dårlig kvalitet. Der er sandsynligvis enighed om, at farvebilleder som er trykt i en avis ser væsentligt ringere ud end hvis de havde været trykt på et godt blankt-bestrøget papir. Men at hævde at avistrykket er af en ringe kvalitet, ville være ukorrekt.
Definition: ”Den gode tryksag” (tryksagens kvalitet) God kvalitet er, når der i alle de anvendte processer i fremstillingen af produktet, er arbejdet fejlfrit og når der under ingen omstændigheder kunne have været opnået en kvalitetsforøgelse ved større omhu og opmærksomhed. Dermed skal tryksagens kvalitet være et udtryk for den højst opnåelige kvalitet - med de aftalte forudsætninger (fx det anvendte papir, farvestyring, den anvendte trykfarve, det anvendte design og den aftalte tidsramme etc.).
Definition: ”Det gode tryk” (god trykkvalitet) Det gode tryk er karakteriseret ved summen af trykmaskinens tilstand og trykkerens evne og opmærksomhed. Der findes fem tryktekniske kvalitetsfaktorer som skal opfyldes hvis der skal opnås en god trykkvalitet:
Skarphed Alle farverne skal være trykt korrekt oven i hinanden (korrekt pasning). En eventuel mispasning bør kunne måles i hundrededele af millimeter
Kontrast Den relative trykkontrast bør ligge på 35-45 (afhængig af papirkvalitet). Kontrasten er et udtryk for hvor meget kontrast der er i det trykte billede. Det kontrolleres ved at måle imellem 80 % og 100 % (fuldtonefelt) Trykmaskinens afvikling, farveføring, vand- farvebalance og punktbredning er afgørende faktorer. Visuelt må mellemtoner og de mørke områder ikke ”lukke”.
Farvebalance Korrekt gråbalance / intet farvestik. Kan både kontrolleres visuelt og målemæssigt i kontrolstrippens gråbalancefelt
(rastersammentryk af Cyan, magenta og yellow).
Farvelighed Trykket skal være trykt i overensstemmelse med aftalegrundlaget, fx et prøvetryk – hvilket stiller krav
til prøvetrykkets validitet. Alle prøvetryk skal derfor være påført en kontrolkile og der bør måles på denne, inden trykning.
Tilladt forskel imellem tryk og prøvetryk: ∆E4
Ensartethed Alle tryk igennem oplag skal være trykt ensartet ligesom der skal være ensartet farveføring over hele
arkbredden/banebredden. Tilladt tolerance: Density + 0.07 eller ∆E4
Når disse fem parametre er opfyldt, så har vi ”det gode tryk”. Efterfølgende kan det så diskuteres hvorvidt kunden er tilfreds med trykket eller ej.
Her på denne hjemmeside kan du finde konkrete kvalitetskrav til de enkelte delprocesser i tryksagsproduktionen.
Kravene er fra den grafiske processtandard ISO 12647 som anbefales af følgende internationale organisationer:

Michael Abildgaard Pedersen, Lektor på Mediehøjskolen |
News
Headlines » 01.01.09. Så er trykkvalitet.eu igen online. Sitet, der begyndte som trykteknik.dk, er nu en side som giver konkrete vejledninger om de internationale krav der er til ryksagsproduktion.

Hvis du har behov for en mere uddybende forklaring om de forskellige områder, tillader jeg mig at henvise til min bog:
"Internationalt Standardiseret Grafisk Produktion - ISO 12647"
Bogens format er A4 og den indeholder 256 sider.
Bogen indeholder tre hovedemner:
- Internationale tekniske krav til tryksagsproduktion.
- Korrespondancen imellem kunde og trykkeri.
- En gennemgang af de forskellige trykmetoder.
Læs mere om bogen på bogens hjemmeside.
Bogen sælges igennem forlaget Grafisk Litteratur.
Har du brug for fransk oversættelse eller fransk undervisning:
Bureau Cadier |