|

Det er ved pladefremstillingen at kvaliteten sikres

Et kendt udtryk siger, at man må behandle folk forskelligt for at kunne behandle dem ens. Denne tankegang skal også overføres til trykpladefremstillingen.
I dag har de fleste trykkerier sammensat deres trykmaskinpark således, at der kan anvendes ens pladestørrelser. Altså en standardisering af CTP-pladestørrelsen.
Dette giver virksomhederne mulighed for at flytte en ordre fra én maskine til en anden, efter at pladerne er fremstillet, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for produktionsplanlægningen.
Det giver trykkerierne en værdifuld fleksibilitet, når de mange forskellige ordrer skal produceres.
Men det har også medført, at man i dag fremstiller trykplader ens, med samme gennemsnitlige RIP-kurve uden hensyntagen til de enkelte trykmaskiners og trykværkers forskellige punktbredning. Det betyder i praksis, at alle pladerne er fremstillet "forkert", idet der ikke er foretaget en tilpasning til de enkelte maskiners forskellighed.
Faktum er nemlig, at alle trykmaskiner har forskellig punktbredning, både fra maskine til maskine og fra trykværk til trykværk. Selv om et trykkeri måske har købt to helt ens maskiner (f.eks. to 8-farve arkoffsetmaskiner) fra samme leverandør, så vil en tryktest med overvejende sandsynlighed vise, at punktbredningen i de 16 trykværker ikke er ens.
Dette behøver ikke nødvendigvis at være et problem. Hvis forskellen i trykværkernes punktbredning holder sig inden for 2 procentpoint. Men det gør den næppe.
Derfor skal der fremstilles forskellige plader, hvis punktbredningen skal ende med at være ens.
Det vil sige, at pladerne fremover skal fremstilles specifikt til det bestemte trykværk i den bestemte maskine – hvis det viser sig, at punktbredningen i i de enkelte værker er væsentligt forskellige.
Hvis trykkeriet således har to 8-farve maskiner med i alt 16 forskellige trykværker – og hvis punktbredningen i disse trykværker er væsentligt forskellige, så betyder det, at der i CTP/RIP skal oprettes 16 "udkørselsmuligheder" – for hver papirtype.
Til brug for dette skal der i alt fremstilles 16 trykkurver fra de 16 trykværker, samt 16 "target-værdi-kurver" fra ISO 12647-2. Disse skal implementeres i CTP/RIP. (nedenstående kurver)

Det er TVI-kurverne fra ISO 12647-2 der skal implementeres i CTP-RIP'en som target-kurver.
Se nærmere beskrivelse af kurverne under fanen "PRESS"
Når hele produktionen således er koncentreret om virksomhedens evne til at fremstille "adresserede" trykplader, så betyder det også, at der jævnligt skal foretages kontrol af tonværdistigningen/punktbredningen, og at der jævnligt skal foretages justeringer og tilpasninger af CTP-anlæggets RIP-kurver. Dette kan dog gøres i forbindelse med den daglige produktion og er således ikke afhængig af nye tryktest. Hvis trykkeren på en almindelig ordre konstaterer, at tonværdistigningen ikke overholder ISO’s krav, og han med sikkerhed ved, at det ikke skyldes afviklingsproblemer, så skal afvigelsen rapporteres til CTP-afdelingen, således at RIP-kurven for den pågældende trykmaskine eller trykværk kan ændres.

Offsetplade med rasterpunkter (pladens kopihinde)
Her på denne hjemmeside kan du finde konkrete kvalitetskrav til de enkelte delprocesser i tryksagsproduktionen.
Kravene er fra den grafiske processtandard ISO 12647 som anbefales af følgende internationale organisationer:

Michael Abildgaard Pedersen, Lektor på Mediehøjskolen
|